Min altan er dyrere end andre andelshaveres – er det rimeligt?
Jeg bor i en andelsforening, hvor vi er ved at få altaner sat op. 1. Den opgang jeg bor i skal have nogle anderledes små altaner i forhold til de andre, fordi vi bor i et hjørne -men vi skal betale mere for dem om måneden. Er det rimeligt? Burde det ikke være medregnet i total prisen for alle altaner og så ligelig fordelt -eller evt. efter størrelse af altan? 2. Og alle beboere i den opgang jeg bor i er utilfredse med beslutningen om udformningen af altanen, da vi først havde fået tilbudt en anden altan, som ville være bedre for os. Bestyrelsen melder ud, at det er kommunen der afviser den anden tidligere tilbudte altan, men vi beboere i opgangen har talt med arkitekter om det, og de kan ikke se nogen fornuftig/rimelig forklaring på at den ‘bedre’ altan ikke kan lade sig gøre. – Må kommunen bare tage sådan en beslutning uden at begrunde den med nogle paragraffer om hvorfor den altan ikke kan lade sig gøre, når den er tegnet af en proffessionel arkitekt, der har taget højde for alle sikkerhedsmæssige krav osv.?
Om det er rimeligt, at der i din andelsboligforening skal betales mere for må altaner end for store, har jeg ikke mulighed for at afgøre. Det kan være væsentligt dyrere at opsætte små altaner op end store afhængigt af ejendommens karakter. Det er andelsboligforeningens generalforsamling, som bestemmer, hvordan omkostningerne skal fordeles på de forskellige lejligheder.
Det er kommunen, som skal give tilladelse til opsætningen af altaner. Kommunen har ret til at afslå ansøgninger eller give tilladelse med en række betingelser. Desværre er det ikke altid muligt at få en uddybende begrundelse fra kommunen. Normalt lægger kommunen vægt på, at altanerne ikke kommer til at genere naboer, det arkitektoniske udtryk og på den fysiske udformning (materialevalg, bæreevne mm).
Du kan eventuelt bede din bestyrelse om en kopi af byggetilladelsen. I den kan du læse noget om de krav / betingelser kommunen opstiller for jeres altanprojekt.
Jeg håber dette besvarer dit spørgsmål. Har du yderligere eller uddybende spørgsmål, hører jeg gerne fra dig.
Venlig hilsen
Carsten Volden
Direktør
Direkte +45 58 58 37 72 | Mobil +45 40 84 43 33
Telefon +45 70 23 00 78 | Fax +45 70 23 00 41
cvo@colliers.dk
Colliers Ejendomsadministration A/S
Codanhus, Gammel Kongevej 60, 5. sal, 1850 Frederiksberg C
www.ceadm.dk
Flere spørgsmål