De nye energibestemmelser
Spørgsmål: Jeg kunne godt tænke mig at vide hvilke konsekvenser de nye energibestemmelser har for os som andelsboligforening. Her er et par spørgsmål som vi har brug for at få svar på: – Skal vores ejendom energimærkes inden 1. januar 2007? (Vi er kun 12 lejligheder – har hørt noget om at det kun gælder for AB-foreninger med min. 50 lejemål?) – Vil vi blive pålagt at skifte vores vinduer i forbindelse med renovering af vores facade om nogle år? Det kræver vel en vurdering af omkostningerne ved renoveringen, for at finde ud af om den omfatter mere end 25 % af klimaskærmen/ ejendomsværdien, og dernæst en vurdering af om vinduesudskiftningen er rentabel indenfor en given periode? Hvordan kan vi foretage den vurdering? (lige nu overvejer vi om vi skal bruge af vores sparsomme vedligeholdelsesbudget for at vedligeholde vinduerne, men det vil vi selvfølgelig ikke gøre, hvis de alligevel skal skiftes om nogle år) … Derudover vil vi selvfølgelig gerne høre om der er andet I mener vi bør vide om de nye energibestemmelser. Med venlig hilsen – og på forhånd tak. Ditte
Energibestemmelserne gælder for ejendomme med etageareal over 1.000 m2. Det har altså ingen forbindelse til antallet af lejligheder.
I jeres ejendom tror jeg ikke, at I vil falde ind under bestemmelsen.
Eftersom lovgivningen er meget ny, har kommunerne ikke helt fundet ud af, hvordan de vil behandle renovering og ombygning. Derfor kan vi endnu ikke sige noget om, hvorvidt der vil blive rejst krav om energimæssige forbedringer, når der bliver ændret mere end 25% af klimaskærmen/ejendomsværdien. Vi må afvente, at kommunerne har prøvet at arbejde med bestemmelserne.
Når I overvejer at skifte vinduerne indenfor en kortere årrække, synes jeg ikke, at I skal ofre vedligeholdelse på dem nu. Spar hellere penge op, så vi kan bruge dem til at betale for en del af de nye vinduer.
Energibestemmelserne er lavet for at få henledt opmærksomheden på, at energiforbruget skal reduceres. Det gælder også for ejendomme med mindre etageareal end 1.000 m2. Grundlæggende er der altså sund fornuft bag bestemmelserne, men netop kravet om, at man skal foretage energimæssige forbedringer, hvis man ændrer på mere end 25% af klimaskærmen/ejendomsværdien, giver en skævvridning i forhold til landsdelene. En ejendom i Sønderjylland har typisk en lavere ejendomsværdi end en ejendom i Århus, og derfor vil man hurtigere ramme loftet i Sønderjylland. Det har næppe været intentionen i lovgivningen!
_____________________________
Med venlig hilsen
Flemming Eibye
Eibye & Holmsgaard ApS
www.eibyeogholmsgaard.dk
Flere spørgsmål