Chikane
Jeg bor i en forening hvor min kæreste og jeg bliver chikaneret af bestyrelsen. De truer med at smide os ud bl.a. fordi vi stiller spørgsmålstegn ved deres arbejde. Bl.a. hjemtog de et lån på 1 mio. kr. men har ikke kurssikret og derefter ikke hjemtaget det alligevel. Det har foreningen mistet penge ved. Pengene skulle bruges til nye døre og vinduer men de vil ikke svare på de breve vi har sendt dem (Har sendt ca. 4 breve over nogle måneder, uden svar) hvor vi i et af dem spørger om der har været en byggesagkyndig og se om det er det vi trænger mest til eller om det er bestyrelsens beslutning. Nu er der kommet en administrator på men han svarer heller ikke på spørgsmålene. Vores fyr var i december gået i stykker hvor det skal igennem bestyrelsen før man må ringe efter en vvs mand. Efter en uge måtte vi rykke for at de tog kontakt til en. Ikke sjovt uden varme med to børn. De har også indkaldt til møder hvor de truer med at smide os ud hvis vi ikke flyttede den ene bil fordi de synes den var for stor til p-pladsen. Der er masser plads derude og der står ikke noget i vores vedtægter om det og bilen var en ganske alm. fam. bil (toyota previa). Vi aner ikke hvad vi skal stille op med chikanen og har brug for et godt råd, men har desværre ikke råd til advokat. Hvad gør man i vores situation?
Du kan ikke blive smidt ud af en andelsboligforening, blot fordi du stiller spørgsmålstegn ved bestyrelsens arbejde.
Det er altid en god ide, at få udarbejdet en vedligeholdelsesplan for ejendommen, så I i andelsboligforeningen sikrer jer, at det nødvendige vedligeholdelsesarbejde bliver udført på ejendommen. Det er jo ærgerligt, at bruge penge på nice-to-have-opgaver, hvis der er vigtige vedligeholdelsesopgaver, som skal udføres.
Juridisk set kan man ikke sige, at andelsboligforeningen har tabt penge, hvis bestyrelsen ikke har hjemtaget et lån, som ellers var planlagt. Men du har helt ret i, at det kan være uheldigt ikke at kurssikre.
Bestyrelsen består af frivillige og det kan til tider være ret arbejdskrævende at sidde i en bestyrelse. Jeg kan derfor godt forstå, at det kan tage tid for bestyrelsen at besvare henvendelser, særligt hvis der kommer mange. Det er derimod uacceptabelt, at administrator ikke besvarer dine henvendelser det er jo det administrator får sit honorar for.
Hvis du ikke er tilfreds med bestyrelsens arbejdsindsats, så kan du jo foreslå, at foreningen på næste generalforsamling vælger nogle andre bestyrelsesmedlemmer. Du kunne vælge, selv at stille op til bestyrelsen.
Med hensyn til jeres relation til bestyrelsen, så vil jeg anbefale jer, at tage en snak med dem. Hvis I forklarer jeres side af sagen, så forstår de sikkert jeres situation. Modsat vil det sikkert også være gavnligt for relationen, hvis I anerkender bestyrelsens arbejde, som jo er frivilligt og ulønnet.
Jeg håber dette besvarer dit spørgsmål. Har dy yderligere eller uddybende spørgsmål, hører jeg gerne fra dig igen.
Med venlig hilsen
Colliers Ejendomsadministration A/S
Carsten Volden
Direktør
Direkte telefon: 58 58 37 72 – Mobil: 40 84 43 33
Codanhus – Gammel Kongevej 60 – 1850 Frederiksberg C
Flere spørgsmål