Bestyrelsens fastsatte nedslag ifm vedligeholdelsesstand
Spørgsmål: Min farmor er flyttet på plejehjem og hendes andelsbolig skal derfor sælges til den interne venteliste. Hun har boet i andelsboligen siden den blev byggget/etableret (det er små rækkehuse). Køberen kom så forbi og fortalte at det var normal kotume at man afslår ca. 40.000 til maling af vægge osv, således at boligen bliver ‘indflytningsklar’ til køber . Bestyrelsesformanden kom også forbi og sagde at den var god nok. Vi spurgte så til hvor det står i vedtægterne og bestyrelsesformanden henviste til paragrafen vedr. bestyrelsens fastsatte nedslag for mangelfuld vedligeholdelsesstand (jeg har ikke vedtægterne foran mig lige nu). Boligen er har ingen mangler – dvs. manglende dørhåndtag elign. Den er naturligvis ‘slidt’ – dvs. de hvide vægge er naturligvis ikke hvide længere og der er også søm/skruer hvor der har hængt billeder. Gulvtæppet er slidt igennem et sted og nogle steder er der også lodrette revner i væggene. Vi har efterfølgende fundet frem til at disse revner er opstået pga ‘byggesjusk’ (da huset blev bygget) og tidligere har foreningen også tilbudt at få det fikset, men min farmor sagde dengang nej tak pga. klædeskabe som så skulle flyttes osv… Vi bad så formanden om at komme med et skriftligt nedslag – hvilket vi vil modtage om nogle dage. Han har dog sagt at vi skal påregne nedslag for: 1) Udskiftning af gulvtæppe 2) Revner i vægge skal udbedres 3) Boligen skal males ca. 40.000 kr. Er ovenstående korrekt. Kan en bestyrelse ‘uden videre’ bestemme hvad der skal ‘udbedres’ ifm salg af andelsbolig. I vedtægterne står der at man kan indkalde en synsmand, men han kan vel ikke bruges til at tolke reglerne – og desuden er der ingen forbedringer i boligen. Står vi for udbedring af væggene (pga revner) fordi min farmor tidligere har takket nej til at få det fikset ? Hvis man skal købe et gulvtæppe, kan man så bare købe det billigste filttæppe der overhovedet findes ? Håber at nogen kan hjælpe. På forhånd tak. Hilsen Thomas
Kære Thomas Det er et større spørgsmål du stiller og ikke alle spørgsmålene kan besvares umiddelbart. Du skriver at det er kostume at der afslås kr. 40.000,- til maling og det kan det godt være i foreningen men der er ikke i normalvedtægten taget stilling til andet end at det er andelshaver der har vedligeholdelsespligten. Normalt gives det ikke nedslag for almindelig slid og ælde men kun hvor der er tale om misligholdelse – altså ikke fordi der skal males. Vedrørende gulvtæppet må du tjekke i vedtægten om der står noget om at der skal være gulvtæppe for normalt kan man blot fjerne dette – det kræver dog at der er gulv under tæppet. Ellers kan det erstattes med “hvad som helst” medmindre der altså står noget om det i vedtægterne. Væggene skal naturligvis udbedres og dette er foreningens opgave. Jeg går ud fra at din farmor ikke har skrevet undergå at hun overtog forpligtigelsen. Jeg vil nok anbefale dig at I anmoder om en synsmand – det koster et sted mellem 1.000,- og 5.000,- – en synsmand vil i sin rapport anføre hvilke forbedringer samt fejl og mangler der er i boligen ligesom han vil give et overslag over hvilke nedslag der som følge af fejl/mangler skal gives. Dette vil være en sikkerhed for din farmor for at der ikke senere dukker ubehageligheder op. Jeg kan nok ikke komme et svar nærmere men håber at dette kan hjælpe jer å vej. Med venlig hilsenAnette DyhlAdministrationschef
DATEA ASLyngby Hovedgade 4 · 2800 Kgs. Lyngbywww.datea.dk
Flere spørgsmål