Begge ægtefællers navn på andelsbevis
I forbindelse med et bankskifte, har vores bankrådgiver bedt om at både mit og min kones navn står på andelsbeviset. Som det er nu figurerer kun min kones navn på beviset. Jeg kontaktede derfor foreningens administrator, som bekræftede at mod et vederlag på kr. 500 kunne dette snildt ændres. Samme aften mødte jeg op på vores forenings kontor mhp. at få sat denne proces igang(Administrator havde sagt i telefonen at jeg skulle lade dette gå igennem vores bestyrelse først, blot så de var orienteret). På kontoret var formanden for foreningen meget brysk og kortfattet i sine udtalelse omkring muligheden for at få begge vores navne på andelsbeviset. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, for som han sagde : Det bruger vi ikke her. Grunden til at banken gerne ser begge navne på beviset er den, at tinglysningen dermed bliver meget billigere for os. Nu går mit spørgsmål så på, om bestyrelsen kan nægte os denne ændring af andelsbeviset? I vores vedtægter er det ikke specificeret at der kun må stå en andelshaver på beviset. Hvad skal jeg gøre i denne sag? Har bestyrelsen hjemmel til at nægte os denne ændring? Med venlig hilsen og på forhånd tak Kasper V. Poulsen
Ejerforeningsnavn: Nørrebros Andelsboligforening
Navn: Kasper V. Poulsen
Kære Kasper Poulsen.
Hvis du er i ægteskab med din kone (og altså ikke i et samlivsforhold til din kone uden ægteskab), vil en overdragelse af halvdelen af andelens værdi ,( for det er jo det der er den reelle situation, når du også skal stå på beviset) kræve en gaveægtepagt, som skal tinglyses ved retten i Århus.Det koster 1400 kr i afgift til staten, men udløser ikke iøvrigt gaveafgift eller lign.
Du skal have en advokat til at udforme en sådan ægtepagt. Tinglysning er en gyldighedsbetingelse.Det er således ikke tilstrækkeligt blot at blive skrevet på andelsbeviset. I praksis sker det imidlertid ofte at foreningen blot noterer et yderligere navn på andelsbeviset, og der sker som regel ikke noget herved.Men skal det være iorden skal der tinglyses gaveægt.
Foreningen kan ikke forhindre at en ægtefælle optages som medejer til andelen.Det er formentlig nøje beskrevet i foreningens vedtægter, hvorledes der skal forholdes i relation til din optagelse på beviset.Så du må på denne baggrund insistere på at også du skal stå på andelsbeviset.
Afslutningsvis kan jeg undre mig lidt over din bankrådgivers krav til at i begge skal stå på andelsbeviset, idet han jo kan tage pant i beviset for bankens tilgodehavende hos din kone og hos dig selv:Sidstnævnte forudsætter naturligvis at din kone synes at det er iorden at andelsbeviset ligger til sikkerhed også for din gæld.
Med venlig hilsen
henning petesren
advokat
advodan helsingør.
Flere spørgsmål