Altanprojekt – flertal – finansiering

Mit spørgsmål drejer sig om et altanprojekt i en andelsforening, som har normalvedtægten. Jeg har gennemlæst Andelsportalens svar for 2008 og en del af 2007, og jeg kan se, at man sondrer mellem altaner tilhørende andelsforeningen og altaner, der anses som individuel forbedring. Hvis der lægges op til, at altanerne skal tilhøre ejendommen, er jeg ret sikker på, at beslutningen kan vedtages med 2/3 flertal, jf. normalvedtægtens § 25, stk. 2. Derimod står jeg uforstående overfor, at Andelsportalen i et svar af 19.5.2008 opfordrer til, at ”foreningen bør søge en løsning, der indebærer, at det kun er de andelshavere, der modtager en altan, som skal være med til at finansiere løsningen”. Forholdet mellem andelshaver og foreningen er jo reguleret ved normalvedtægten, der i § 8, stk. 2. foreskriver, at boligafgift betales i forhold til oprindeligt indskud. Det er min opfattelse, at denne omkostningsfordeling ikke kan fraviges, selv om 2/3 af medlemmerne stemmer for. Det strider i hvert fald mod, hvad Mette Neville skriver på side 231 i den kommenterede Andelsboligsforeningslov. Her anføres, at et flertal ikke kan pålægge andelshavere væsentlige økonomiske forpligtelser. Såfremt man vil stile efter, at altanerne skal betragtes som en individuel forbedring, synes jeg slet ikke at § 25, stk.. 2 giver hjemmel til vedtagelse, idet man vel må forudsætte, at § 25, stk. 2. er indsat for at sikre, at flertallet kan sikre sig, at ejendommen holdes i forsvarlig og tidssvarende stand. Bestemmelsen kan derfor næppe tolkes således, at den skal benyttes til at pålægge et mindretal af potentielle ”altanejere” at finansiere en altan, som de ikke ønsker. Derfor beder jeg Andelsportalen om at få et begrundet svar på: 1. Hvor findes hjemmel til at fravige den normale fordeling af boligafgift i et tilfælde, hvor altanerne skal tilhøre ejendommen. 2. Hvor findes reglen, der bestemmer flertallet, såfremt der stiles efter, at altanerne skal opfattes som individuel forbedring, og er der fortilfælde fra retspraksis på, at det beskrevne flertal kan pålægge et mindretal af ikke interesserede ”altanejere” at afholde finansiering af den pålagte individuelle forbedring.