Nyt hegn i boligforeningen: Det skal I tage stilling til, før I går i gang
Skal det gamle hegn udskiftes, eller ønsker beboerne mere privatliv omkring haverne? Et nyt hegn kræver flere overvejelser end blot valg af materiale. Christian Lousen fra DK-Hegn deler sine erfaringer med hegnsprojekter i andelsbolig- og ejerforeninger og giver råd til, hvad bestyrelsen bør overveje, inden arbejdet går i gang.
Et hegn kan afskærme beboernes haver, afgrænse en fælles gård eller adskille foreningens grund fra naboejendommen. Det skal passe til den måde, området bliver brugt på, men også til omgivelserne og den vedligeholdelse, foreningen ønsker at påtage sig.
Det er overvejelser, DK-Hegn hjælper boligforeninger med, når et eksisterende hegn skal udskiftes, eller der skal sættes et nyt op.
Hegnet skal passe til gården
Hos DK-Hegn begynder valget af hegn med en snak om foreningens ønsker og området, hvor hegnet skal stå. Nogle foreninger lægger størst vægt på udseendet, mens andre prioriterer holdbarhed og begrænset vedligeholdelse.
I en grøn baggård med bede og hyggekroge kan et raftehegn eksempelvis passe godt ind. Andre steder falder valget på et komposithegn med stålstolper, fordi foreningen ønsker en mere praktisk løsning med færre løbende vedligeholdelsesopgaver.
Ifølge Christian Lousen, som er salgschef for DK-Hegn, findes der ikke én hegnstype, der passer til alle boligforeninger. Bestyrelsen bør derfor afklare, hvad hegnet skal afskærme, og hvilke hensyn der vejer tungest, inden den lægger sig fast på et materiale.
Tag stilling til patinering og vedligeholdelse
Når foreningen vælger hegn, er det også værd at overveje, hvordan det vil se ud med tiden. Hvor meget vedligeholdelse der er behov for, afhænger af den hegnstype, foreningen vælger. For et raftehegn handler det blandt andet om, hvorvidt beboerne ønsker at bevare en bestemt farve eller lade træet patinere naturligt.
Christian Lousen forklarer, at cylinderdrejede rafter uden bark med tiden får en grå farve. Ønsker foreningen et andet udtryk, kan rafterne behandles med farvet træbeskyttelse. Er beboerne glade for den naturlige patinering, kan hegnet stå uden behandling. Ved rafter med bark vil barken efterhånden falde af, og træet få den grå, patinerede overflade.
Selvom hegnet får lov at patinere naturligt, kan enkelte rafter med tiden kræve udskiftning. Christian Lousen nævner eksempelvis den nederste rafte, som er mest udsat på grund af placeringen tæt på jorden. Hvis den rådner, kan den skiftes, uden at hele hegnet skal udskiftes.
Derimod er et komposithegn med stålstolper en løsning, som kræver begrænset vedligeholdelse og kan derfor være relevant for foreninger, der ønsker færre løbende opgaver med hegnet.


Giv et godt grundlag for tilbuddet
Når bestyrelsen indhenter tilbud, behøver alle detaljer ikke være på plads, men det er en fordel at have oplysninger om hegnets omtrentlige længde, den ønskede højde og eventuelle knæk på strækningen. Har foreningen allerede en hegnstype i tankerne, er det også relevant at nævne. Billeder af området og et eventuelt eksisterende hegn gør det lettere at vurdere opgaven.
Adgangsforholdene er mindst lige så vigtige. Er der mulighed for at parkere i nærheden? Kan materialerne komme gennem porten? Og hvor langt skal de transporteres frem til arbejdsområdet?
”Adgangsforhold er alfa og omega,”
understreger Christian Lousen, DK-Hegn
Det gælder særligt i byen, hvor arbejdet kan foregå i baggårde med smalle porte og begrænsede parkeringsmuligheder. Hvis materialerne skal bæres langt, eller adgangen på anden måde gør arbejdet mere tidskrævende, kan det påvirke prisen.
DK-Hegn besøger typisk foreningen, inden det endelige tilbud bliver udarbejdet. Her gennemgår virksomheden både ønsker og praktiske forhold, så eventuelle ekstraudgifter bliver drøftet på forhånd.
Få overblik over jeres samlede budget
Materialevalget har ifølge Christian Lousen størst betydning for prisen. Selv inden for samme hegnstype kan der være forskellige muligheder, som påvirker både anskaffelsesprisen og den forventede holdbarhed.
Til et raftehegn kan foreningen eksempelvis vælge stolper af fyrretræ eller robinietræ. Christian Lousen fremhæver fyrretræ som det billigere valg, mens robinietræ koster mere, men til gengæld har en længere forventet levetid.
Bestyrelsen bør også afklare, om et gammelt hegn eller en eksisterende hæk skal fjernes. Hos DK-Hegn bliver den del af opgaven prissat særskilt, så foreningen kan se udgiften til fjernelse ved siden af prisen på det nye hegn. Det giver et bedre overblik over den samlede pris, inden foreningen beslutter sig.
Udpeg én kontaktperson, der kan træffe beslutninger
Et hegnsprojekt kan udvikle sig undervejs, selvom foreningen har forberedt sig godt. Derfor anbefaler Christian Lousen, at én person står for kommunikationen med firmaet. Kontaktpersonen skal kende foreningens ønsker og have mandat til at træffe de nødvendige beslutninger på stedet. Det gør det lettere at afklare spørgsmål, der opstår undervejs.
Når hegnet skal sættes op, placerer DK-Hegn altid den første og sidste stolpe sammen med kunden. Det giver foreningens kontaktperson mulighed for at godkende den linje, hegnet skal følge, inden resten bliver monteret. På den måde bliver de indledende ønsker omsat til en konkret placering, som begge parter er enige om.
Hvilke regler skal foreningen være opmærksom på?
- Hegn mellem ejendomme og internt i foreningen
Hegnsloven regulerer hegn i eller langs skel mellem ejendomme. Ved hegn mellem andelshavernes haver på samme ejendom er det foreningens interne regler, f.eks. husordenen, der er relevante for hegnets højde og vedligeholdelse. - Enighed med naboejendommen
Ved et fælleshegn i skel skal parterne som udgangspunkt være enige om ændringer af hegnet. Aftal derfor udformning, højde og fordeling af udgifter, inden arbejdet går i gang. Hvis parterne ikke kan blive enige, kan spørgsmålet indbringes for hegnsynet. Bemærk dog de særlige regler for Københavns Kommune. - Lokalplan og servitutter
Undersøg, om lokalplanen eller tinglyste servitutter stiller særlige krav til eksempelvis hegnets højde eller type. Sådanne bestemmelser kan gå forud for både naboernes aftale og hegnslovens almindelige regler. - Godkendelse i andelsforeningen
Beslutninger om udformningen af fællesarealer træffes på generalforsamlingen. Hvis en andelshaver ønsker at ændre sit eget udeareal, skal ændringen som udgangspunkt godkendes af bestyrelsen eller, ved væsentlige ændringer, generalforsamlingen. - Ansvar for vedligeholdelse
Hvis andelshaveren skal vedligeholde hegnet ud mod fællesarealet, skal det fremgå af vedtægterne eller en særskilt boligaftale. Ellers påhviler vedligeholdelsespligten foreningen.
Bemærk: Københavns Kommune har en særlig hegnsordning. Her gælder andre bestemmelser end hegnslovens almindelige regler.
Kontakt DK-Hegn
DK-Hegn er specialiseret i levering og opsætning af hegn og hjælper blandt andet andelsboligforeninger med raftehegn, komposithegn, bræddehegn og pileflethegn. Rådgivningen tager udgangspunkt i foreningens ønsker og områdets udtryk med fokus på udseende, holdbarhed og vedligeholdelse.
DK-Hegn følger opgaven fra den første besigtigelse til opsætningen af det nye hegn og kan også stå for nedtagning og bortskaffelse af det gamle. Undervejs lægger de vægt på dialog og klare aftaler, og kunden er med til at godkende hegnets placering, inden resten monteres.
Skal jeres forening have udskiftet et gammelt hegn eller skabt mere privatliv omkring haverne? Kontakt DK-Hegn for en uforpligtende snak om mulighederne og et tilbud på opgaven.