Når andelsboligforeningen møder asbest – hvad gør man?
Skal jeres forening snart renovere? Så bør I læse med her. Bag vægge, under lofter og omkring fælles installationer kan asbest og andre skadelige stoffer ligge uopdaget, og foreningen skal håndtere det på sikker vis, før et renoveringsarbejde kan gå i gang. NemSkrald ApS guider foreningen gennem processen, så saneringen kan foregå trygt og professionelt.
Asbest har i mange år været anvendt i byggematerialer på grund på grund af materialets holdbarhed og brandhæmmende og isolerende egenskaber. I dag ved vi dog, at asbest er sundhedsskadeligt. Når man forstyrrer materialet – i form af boring, slibning, renovering eller nedrivning – frigives asbestfibre i luften. Disse fibre kan trænge dybt ned i lungerne, og kortvarig såvel som langvarig eksponering kan føre til alvorlige sygdomme. Det er vigtigt at påpege, at asbest i uforstyrret tilstand ofte ikke er farlig.
Men fordi asbestfibre er sundhedsskadelige, er det vigtigt, at jeres forening planlægger renoveringsprojekter med omtanke – og at I inden opstarten af en renovering får kortlagt, hvor der er potentielle asbestholdige materialer i jeres bygning. Det handler ikke kun om lovgivning – det handler om beboernes sikkerhed og tryghed, samt om at minimere risikoen for forsinkelser og uforudsete omkostninger undervejs i processen.
Kristian Oksbjerg, projektleder hos NemSkrald ApS, forklarer her, hvornår det er nødvendigt at asbestsanere, og hvordan arbejdet planlægges og udføres. NemSkrald ApS arbejder med professionel miljø- og asbestsanering samt sikker og miljørigtig affaldshåndtering for både privatkunder, erhverv og boligforeninger – altid med fokus på kvalitet, effektivitet og overholdelse af gældende miljøkrav.
Hvor gemmer asbesten sig?
I ældre etageejendomme kan asbest gemme sig mange forskellige steder – både på fællesområder og inde i de enkelte andelsboliger.
På fællesområder kan foreningen ofte støde på asbest i rørisolering omkring varme- og brugsvandsrør i kældre og teknikum, ventilationskanaler, loft- og vægplader samt visse typer vinylgulve og tilhørende lim.
I andelsboligerne kan asbest gemme sig i eksempelvis fliseklæb og fuger i badeværelser og køkkener, mindre installationer eller visse typer vinylgulve. Her er det den enkelte andelshavers ansvar at være opmærksom, men det er stadig vigtigt, at foreningen informeres, så man kan få undersøgt, om arbejdet kan påvirke fælles installationer eller lodrette rørføringer.
Asbest udgør ofte ikke en fare, så længe det får lov til at være intakt og uforstyrret. Det betyder, at det i princippet ikke er nødvendigt at fjerne asbestholdige materialer i en bolig eller bygning – indtil man på den ene eller anden måde skal forstyrre dem.
“Asbest udgør ofte kun en risiko, når materialerne bearbejdes, bores i eller fjernes i forbindelse med renovering,” fortæller Kristian Oksbjerg.
Han forklarer videre, at man bør betragte særligt ejendomme opført eller renoveret mellem ca. 1950 og 1985 som risikobyggeri, men understreger samtidig, at asbestholdige materialer godt kan være anvendt uden for denne periode.
”Mange andelsboligforeninger har løbende renoveret badeværelser, køkkener og installationer gennem årene, hvilket betyder, at asbest også kan forekomme i ejendomme både før og efter perioden, hvis der er anvendt ældre materialer,” fortæller Kristian Oksbjerg.
Hvad er asbestsanering?
Asbestsanering omfatter kort fortalt processen i at fjerne asbestholdige stoffer fra bygninger og grunde. Processen i at asbestsanere sikrer, at de skadelige stoffer håndteres, fjernes og bortskaffes korrekt, og på den måde undgår man, at de sundhedsskadelige asbestfibre frigives under en renovering eller nedrivning.
Hvad er miljøscreening og miljøkortlægning?
En miljøscreening er en indledende undersøgelse, der har til hensigt at afdække, om der kan være tilfælde af sundheds- eller miljøskadelige stoffer i en bygning. Det er en miljøscreening, der afgør, om der skal udføres en efterfølgende miljøkortlægning.
En miljøkortlægning er en grundig kortlægning af miljøskadelige stoffer og materialer i en bygning. Rent praktisk omfatter kortlægningen, at en miljøkortlægger kommer ud og gennemgår bygningen. Ved gennemgangen af bygningen undersøges der for sundheds- og miljøskadelige stoffer, herunder asbest, PCB og tungmetaller.
Der skal foretages både en miljøscreening (og en eventuel miljøkortlægning) – samt anmeldelse af bygge- og anlægsaffald – når:
- Der frembringes 1 ton affald eller mere ved nedrivnings-, renoverings- og/eller vedligeholdelsesarbejder af bygning, anlæg eller dele heraf.
- Det vedrører udskiftningen af termoruder, der kan være fremstillet i perioden fra 1950 til udgangen af 1977.
Kilde: Miljøstyrelsen
Påvises der skadelige stoffer, eller kan det ikke afvises, at der er skadelige stoffer i byggematerialerne, er en asbest-/miljøsanering nødvendig.
Kortlægningen skal ske inden renoveringen påbegyndes
Inden I påbegynder en renovering, skal det afklares, om der kan påvises eller er mistanke om asbest eller andre skjulte, skadelige stoffer i bygningen. Lovgivningen stiller krav om, at der skal gennemføres en miljøscreening – og om nødvendigt en fuld miljøkortlægning – før renovering eller nedrivning, når arbejdet vil generere mere end 1 ton byggeaffald.
Har I allerede påbegyndt en renovering, og støder I på mistænkelige materialer, vil første skridt altid være at stoppe arbejdet og undgå yderligere påvirkning af materialet, forklarer Kristian Oksbjerg.
”Herefter bør foreningen indhente professionel rådgivning”, fortæller han og tilføjer, at det derefter bør undersøges, om der skal tages prøver. På den måde kan man afklare, om materialet indeholder asbest eller andre skjulte, skadelige stoffer, inden arbejdet genoptages.
”Konstateres der eller er der begrundet mistanke om asbest, og skal materialet forstyrres, bearbejdes eller fjernes, er der lovkrav om, at arbejdet udføres af en autoriseret asbestsanitør – med de rette uddannelser, procedurer og godkendelser,” fortæller Kristian Oksbjerg.
For andelshaveren: Pas på asbest i egen bolig
Asbest kan også gemme sig i materialer inden for hjemmets fire vægge. Det gælder eksempelvis i:
- Fliser og fuger i badeværelse og køkken
- Vinylgulve og lim
- Mindre installationer eller rørisolering
Hvad du som andelshaver bør gøre:
- Vær opmærksom på, at asbest kan være til stede, især i ældre bygninger fra 1950–1985.
- Forsøg aldrig selv at bore, bore huller i, slibe eller fjerne materialer, der kan indeholde asbest.
- Kontakt foreningen eller en autoriseret fagperson, hvis du er i tvivl eller planlægger renovering.
Hvordan foregår professionel asbestsanering?
Når jeres forening kontakter en autoriseret asbestsanitør, vil processen typisk starte med en indledende dialog om opgavens omfang og de risici, der kan være forbundet med arbejdet. Herefter vil sanitøren typisk vurdere, om der er behov for prøvetagning, hvordan adgangsforholdene er, og hvordan arbejdet bedst kan koordineres med bestyrelse eller foreningens rådgiver.
Saneringen foregår i nøje kontrollerede trin:
Påvises der skadelige materialer i dele af eller hele bygningen, vil det være nødvendigt at miljøsanere. Arbejdet starter med, at der udarbejdes en saneringsplan, som sikrer, at alle lovgivningsmæssige krav overholdes.
Herefter følger afdækning af arbejdsområdet. Hele området afskærmes: Der etableres tætte afdækninger, sluser og undertryk for at begrænse spredning af asbestfibre til resten af bygningen.
Når arbejdsområdet er sikret, fjernes materialerne på kontrolleret vis af autoriserede fagfolk, som følger faste procedurer for sikker håndtering. Under hele saneringen holdes området rent via løbende rengøring, så støv og asbestfibre ikke spredes.
Når saneringen er afsluttet, gennemføres en renhedskontrol, som dokumenterer, at området nu er sikkert at benytte igen. Affaldet håndteres som farligt affald og pakkes og mærkes korrekt, inden det transporteres til et godkendt deponeringsanlæg/miljøstation, så både mennesker og miljø beskyttes.
Kristian Oksbjerg forklarer, at foreningens beboere i mange tilfælde kan blive boende under saneringen – men at det afhænger af både omfanget af arbejdet og hvor i ejendommen det sker. Sanering i teknikrum, lofter eller andre fællesområder kan ofte gennemføres, uden at lejligheder påvirkes. Indgreb, der berører lodrette rørføringer eller fælles installationer, kan imidlertid kræve midlertidig fraflytning, så alle beboere kan opholde sig trygt under arbejdet.
Kristian Oksbjerg forklarer, at håndteringen af asbest i en etageejendom adskiller sig markant fra et enkelthus, hvilket skyldes mere omfattende krav.
”I etageejendomme skal man tage højde for fælles installationer, lodrette rørføringer og risikoen for spredning til andre boliger og fællesområder. Derfor er kravene til planlægning, afskærmning og koordinering væsentlige større end i et enkelthus”, fortæller han.
Det er netop derfor afgørende, at foreningen allierer sig med en erfaren ekspert som NemSkrald ApS, som kan sikre, at arbejdet udføres korrekt, sikkert og trygt både for bygningen og beboerne.
Kommunikation skaber tryghed
Når der skal asbestsaneres i foreningen, er det essentielt, at beboerne kan føle sikre på, at saneringen foregår under kontrollerede og professionelle forhold. Kristian Oksbjerg fortæller, at det handler om åbenhed, salighed og klarhed:
“Beboerne bør informeres om baggrunden for saneringen, arbejdets varighed, hvilke områder der berøres, og hvilke sikkerhedsforanstaltninger der er iværksat.”
Han forklarer videre, at det er vigtigt at kommunikere uden at skabe unødig frygt. Beboerne bør derfor informeres om, at arbejdet er nødvendigt, fordi skjult asbest kan udgøre en sundhedsrisiko, samt at arbejdet udføres af autoriserede fagfolk, der har faste sikre procedurer for arbejdet, hvilket sikrer, at ingen udsættes for asbeststøv.
Før saneringsarbejdet opstartes, bør beboerne samtidig orienteres om, hvilke områder der midlertidigt vil være afskærmet, hvordan man sikkert kan færdes i bygningen, og hvordan arbejdet er planlagt, så hverdagen kan fortsætte så ubesværet som muligt.
“Ved at kommunikere åbent, sagligt og faktabaseret samt ved at understrege, at arbejdet udføres professionelt og i overensstemmelse med gældende regler, vil beboerne typisk opleve, at de kan føle sig trygge og stole på processen,” fortæller Kristian Oksbjerg.
En god strategi er også at give løbende opdateringer undervejs, så beboerne ikke føler sig uvidende. Dette kan være via opslag i opgangen, nyhedsbreve eller digitale kanaler – med klare beskeder om hvad der sker i den pågældende uge. Jo mere konkret information, jo mindre bekymring.
Ekspertens vigtigste råd til andelsboligforeninger
Med mange års erfaring inden for asbest- og miljøsanering har NemSkrald ApS opbygget stor viden og en række konkrete råd, som andelsboligforeninger kan drage nytte af.
Start ikke renovering uden forudgående kortlægning:
Før en renovering påbegyndes, bør foreningen få undersøgt, hvorvidt der er asbest eller andre skjulte, skadelige stoffer i bygningen. Der skal miljøscreening (samt miljøkortlægges), før en renovering eller nedrivning, når arbejdet vil generere mere end 1 ton byggeaffald. Påvises der, eller er der mistanke, om asbest, skal autoriserede udførende stå for at fjerne det asbestholdige materiale ved at asbestsanere.
“Den største fejl vil være, at man igangsætter renoveringsarbejde uden forudgående kortlægning af, om der kan være asbest i de materialer, der berøres” – Kristian Oksbjerg.
Inddrag professionelle tidligt:
”Mit vigtigste råd er at være på forkant: få foretaget undersøgelser i god tid og inddrag professionelle rådgivere og autoriserede udførende. Det skaber tryghed for beboerne og reducerer risikoen for både sundheds- og økonomiske konsekvenser,” fortæller Kristian Oksbjerg.
Planlæg renoveringen i etaper:
Ved større projekter kan det være en god idé at udføre arbejdet i etaper. På den måde begrænses generne for beboerne og det kan sikres, at hvert område gennemgås og kontrolleres grundigt, før man går videre til næste.
Kommuniker åbent og faktabaseret:
Informér beboerne, forklar hvorfor saneringen er nødvendig, hvad der sker undervejs, og hvordan de kan bevæge sig sikkert i bygningen. Løbende opdateringer skaber tryghed og tillid.
NemSkrald ApS
NemSkrald ApS er en landsdækkende specialistvirksomhed inden for asbestsanering, håndtering af farligt affald og nedrivning – og er derfor branchepartner på Andelsportal.dks søsterportal, 3byggetilbud.dk. Virksomheden tilbyder både private, erhverv og boligforeninger sikre og gennemprøvede løsninger – altid udført korrekt og efter gældende lovgivning.
Som autoriseret asbestsanitør håndterer NemSkrald ApS dagligt komplicerede og risikofyldte opgaver, hvor sikkerheden har højeste prioritet. For andelsboligforeninger betyder det en samarbejdspartner, der har forståelse for både bygningens kompleksitet og beboernes tryghed. Faste procedurer med nøje planlægning sikrer korrekt afskærmning, sikker fjernelse af materialer, grundig slutrengøring og bortskaffelse til godkendte modtageanlæg – altid med fuld dokumentation, så bestyrelsen og beboerne kan følge processen trygt.
