Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Altan.dk

Skal maksimalpriserne på andelsboliger frigives?

De offentlige ejendomsvurderinger har været fastfrosset i en længere periode, da man er ved at lave et nyt system til SKATs vurdering af ejendomme. Samtidig er efterspørgslen på andelsboliger steget, hvorfor at langt flere andelsboliger bliver solgt til maksimalprisen. Som følge heraf er debatten om maksimalpriser igen blusset op. Bliv her klogere på vurderingerne og læs om, hvad en frisættelse af maksimalværdien på andelsboliger kan medføre.

Fejlbehæftede ejendomsvurderinger

Tilbage i 2012 konkluderede Rigsrevisionen at SKATs ejendomsvurderinger var fejlbehæftede. I den forbindelse blev det påpeget at 3 ud 4 af Skats ejendomsvurderinger tilbage fra 2011 ikke var korrekte. Kritikken resulterede i, at et udvalg blev nedsat. De skulle designe forslag til et nyt system til vurdering af ejendomme. Det nye system er endnu ikke klart og er senest blevet udskudt frem til 2017. Offentlige vurderinger fra 2011 er derfor stadig gældende. Foreninger, der har fået foretaget vedligeholdelsesarbejde på foreningens ejendom, eller af andre årsager mener, at deres andelsboligforening er blevet mere værd må derfor væbne sig med tålmodighed, hvis de ønsker en opdateret offentlig vurdering, hvor forbedringer indgår.

Værdien af ejendommen er med til at lægge et loft på, hvor stort et beløb man må tage for sin andel. I andelsboligforeningen kan man selv vælge, om man ønsker at anvende den offentlige ejendomsvurdering, eller om man ønsker at anvende en valuars vurdering af ejendommen. Under alle omstændigheder vil vurderinger af ejendommen have indflydelse på andelskronen og dermed også maksimalprisen, som den enkelte andelsbolig må sælges til.

Frie priser på andelsboliger

På Christiansborg er meningerne om prisfastsættelsen på en andelsbolig delte. Er regeringen borgerlig efter et kommende folketingsvalg, så frisættes maksimalpriserne, mens den nuværende regering ser ulemper ved at sætte priserne fri. Sidstnævnte frygter, at et prishop på andelsboliger vil medføre at flere indkomstgrupper bliver udelukket fra andelsboligmarkedet. Venstre, Konservative og Liberal Alliance vil derimod ophæve maksimalpriserne for herved at give andelshaverne mulighed for at sælge andelsboliger til markedsprisen, uden at der er en øvre grænse på prisen.

Rundspørge på Andelsportal.dk
Andelsportal.dk har i en rundspørge adspurgt 2.949 brugere om de ønsker maksimalprisen fjernet.

Sorte penge

Et af de argumenter, som de borgerlige partier har anvendt i diskussionen om frisættelse af maksimalpriserne handler om sorte penge. Et stort antal andelsboliger er i den senere tid blevet solgt til maksimalprisen med flere købere klar til at betale maksimalprisen. Samtidig har flere ejendomsmæglerkæder har i den senere tid berettet om episoder, hvor der er betalt penge under bordet. Det kan for nogle være fristende at se stort på, at der er en maksimalpris på andelsboliger og betale en højere pris, men sælger risikerer at få bøde og fængselstraf, mens køber ikke kan vide sig sikker på, at andelsboligen kan sælges til den pris den blev købt for.

Lige nu, hvor de offentlige ejendomsvurderinger er blevet udskudt og hvor der er generelt stigende priser på boligmarkedet, ligger maksimalpriserne på andelsboliger i mange foreninger under markedspriserne. Derfor påpeger flere parter, at de tvungne lave priser lige nu kan øge den sorte trafik af penge ved handel med andelsboliger.

En frisættelse af maksimalpriserne rejser flere spørgsmål

Som det er i dag kan andelshavere nøjes med at betale grundskyld på deres andelsboliger og ikke ejendomsskatter, som man gør som ejer af en ejerbolig. Til gengæld har andelsboligforeninger ikke rentefradrag . Frisættes priserne på andelsboliger er der derfor også en række skattespørgsmål, som der skal tages stilling til.

Desuden bør man være opmærksom på den interne prisforskel i en forening. Bliver priserne frigivet er det ikke længere kun andelsboligens individuelle forbedringer, der kan betyde prisforskelle på de enkelte andelslejligheder i en andelsboligforening. En stuelejlighed, som er mere udsat, kan blive betydeligt mindre værd end en lejlighed højere oppe i bygningen, og man kan således have store prisforskelle pr. kvadratmeter i den samme forening.

Et andet spørgsmål, som man må tage stilling til i diskussionen om frisættelse af maksimalpriserne er de interne ventelister, som mange foreninger anvender. Man kan forestille sig, at prisen på en andelslejlighed, der ikke har noget prisloft kan blive skruet i vejret, hvis der står flere købere på en intern venteliste klar til at købe den pågældende andelsbolig. Ligeledes kan de, som har valgt at flytte i en andelsbolig for en periode med det formål at de senere hen vil rykke til en større blive ramt af en frisættelse af priserne. En intern venteliste vil med andre ord blive overflødig, hvis det er højestbydende, der får lov til at købe andelslejligheden.