Bestyrelsens godkendelse af køber
Salg af en andel i en andelsboligforening sker ved oprettelse af en overdragelsesaftale, som skal godkendes af bestyrelsen. Aftalen indebærer, at boligen overdrages til køber. Bestyrelsen skal godkende en køber, før hun kan overtage en andelsbolig.
Andelsboligforeningen kan stille krav til køberen, fordi en andelsboligforening har fælles hæftelse og derfor har interesse i at vurdere eventuelle købere.
Andelsboligforeningen kan i sine vedtægter have bestemmelser om, hvem der har fortrinsret til ledige lejligheder og om ventelister. I så fald skal køber følge disse bestemmelser og for eksempel sælge til den person, der står øverst på ventelisten, frem for til en køber efter eget valg.
Hvornår må bestyrelsen afvise en køber?
Der skal være saglige grunde til, at bestyrelsen afviser en køber, for eksempel efter lejelovens eller vedtægternes bestemmelser.
Hvis bestyrelsen uberettiget nægter at godkende køberen, kan denne gøre erstatningsansvar gældende imod bestyrelsen, eller sælger kan forlange erstatning, hvis hun har lidt tab pga. bestyrelsens uberettigede afvisning.
Bestyrelsen skal begrunde sit eventuelle afslag.
Hvis bestyrelsen ikke melder tilbage med en godkendelse af køber inden for den aftalte tid, kan det medføre en automatisk godkendelse af køberen, begrundet i bestyrelsens passivitet.
Sørg for at få ekstern rådgivning, så I som bestyrelse ikke kommer til at begå fejl, som kan koste foreningen dyrt.
Tag kontakt til ejendomsadministrator, advokat eller vurderingsmand for at være sikker på at træffe de rigtige beslutninger.
Berettigede grunde til afvisning
- Køber har et økonomisk udestående med foreningen - for eksempel hvis køberen tidligere har været en del af foreningen
- Køber har på forhånd afvist at følge vedtægterne
- Handlen er uigennemsigtig - for eksempel, hvis køber og sælger aftaler, at betalingen skal falde i rater
- Sælger har forlangt ulovlig overpris og overholder ikke maksimalprisen
Prisen skal overholde maksimalprisen
Hvis den aftalte pris overstiger maksimalprisen, kan bestyrelsen forlange prisen sat ned og en eventuel overpris betalt tilbage. Bestyrelsen har pligt til at udføre priskontrol og tjekke, at prisen overholder maksimalprisen.
Dette for at forhindre penge under bordet, returkommission og lignende.
Bestyrelsen bør benytte en vurderingmand til priskontrol
Hvis bestyrelsen ikke overholder sin pligt til priskontrol, kan den risikere at skulle betale bøde til køberen. Bestyrelsen bør benytte en vurderingsmand, der er bekendt med Andelsboligloven og øvrige regler i andelsboligforeningen for at være på den sikre side.
Det er ikke hensigtsmæssigt at benytte foreningens faste vurderingsmand, da denne næppe er uvildig, men kan lade sig lede af bestyrelsens holdninger.
Vedtægterne kan give plads til personlige grunde til afslag
Vedtægterne i andelsboligforeningen kan give plads til at sige nej til eventuelle købere af personlige og subjektive grunde, og altså fritage bestyrelsen for kravet om saglighed.
Nogle vedtægter giver mulighed for, at andelshaverne frit kan vælge mellem de personer, som man ønsker at optage, og dem som man ikke gør.
Det skal dog ikke medføre, at sælger ikke kan komme af med sin andel, hvis vedkommende ønsker at flytte – for eksempel pga. jobskifte eller familieforøgelse.
Vi anbefaler
Andelsportal.dk anbefaler, at personer, der overvejer at købe en andelsbolig, bruger en advokat. Mange ender med at komme i klemme, fordi de ikke har undersøgt, om tingene foregår på den rigtige måde, inden de køber en andel. Derfor er det fordelagtigt at benytte sig af en advokat med speciale i bolighandel. Andelsportal.dk kan gratis sætte dig i forbindelse med en, hvis du klikker her.



















