Administration af en andelsboligforening
Administration af en andelsboligforening
Nogle andelsboligforeninger er selvadministrerende og udfører det meste arbejde selv, eventuelt med ekstern rådgivning inden for jura, revision osv. Ved køb og salg af andele anbefaler
Andelsportal.dk, at foreningen benytter ekstern rådgivning, da det kan blive temmelig kompliceret for en bestyrelse bestående af andelshavere uden særlige forudsætninger for dette arbejde.
Det er især de små andelsboligforeninger, der er selvadministrerende, da posten til administration her kan blive uforholdsmæssig høj for den enkelte andelshaver.
Når I skal vælge administrator
Andelsboligforeningens bestyrelse kan ansætte en administrator til at sørge for det administrative og sikre at alt går rigtigt til - samt lette byrden for bestyrelsen, der jo består af frivillige. Måske bliver det nemmere at tiltrække nye bestyrelsesmedlemmer, hvis arbejdspresset bliver lettet.
En administrator skal hjælpe bestyrelse og andelshavere med at få mest muligt ud af deres ejendom og overtage de administrative opgaver fra bestyrelsen. Når I skal vælge en administrator, skal I sikre jer, at foreningens behov bliver dækket, og at administrator kan løse de opgaver, I har nu og i fremtiden.
Ved valg af administrator vil det være en god idé at undersøge, hvor han eller hun er forsikret, og om vedkommende kan skabe økonomisk tryghed og driftsmæssig klarhed, så både bestyrelsen og hver enkelt andelshaver har det fulde overblik.
Det er ofte administrationsfirmaer eller advokater, der fungerer som administratorer, men alle kan som sådan etablere sig med ejendomsadministration. Derfor skal I sikre jer, at administrator har en ansvarsforsikring.
I kan vælge en enkeltperson som administrator eller benytte større ejendomsadministrationer, der har medarbejdere med spidskompetencer indenfor alle ejendomsadministrationens områder.
Valget er afhængigt af foreningens behov og økonomi. Nogle ejendomsadministratorer yder bistand indenfor byggeteknisk rådgivning, ejendomsservice, advokatbistand, finansiel rådgivning og meget mere.
Sørg for en skriftlig aftale
Bestyrelsen bør have en skriftlig aftale, der beskriver administrators opgaver. Valg af administrator skal godkendes på generalforsamlingen ud fra en kontrakt, som bestyrelsen har forhandlet på plads inden.
Ejendomsforeningen Danmark har udarbejdet en standardaftale, som I kan tage udgangspunkt i.
Stil krav til administratoren
Mange foreninger bliver bange for at stille krav til deres administrator. Der er ingen grund til ikke at gøre dette. Administrator er ansat til at varetage foreningens ve og vel.
Og hvis foreningen ikke er tilfreds med den service, pris eller ydelse som I får, så kan det anbefales, at I tager kontakt til en ny administrator for at undersøge markedet.
Vigtigt er det dog, at I har en ny administrator på plads, inden I opsiger den gamle.
En administrator kan typisk udføre nedenstående opgaver:
- Udarbejdelse af lejekontrakter
- Opkrævning af leje, påkravsskrivelser, ophævelser
- Udarbejdelse af beboerkartotek med løbende ændringer
- Lejereguleringer
- Forbrugsregnskaber
- Betalinger
- Lejerskifte - fraflytningssyn
- Beboerkontakt
- Styring af tilsyn med ejendommen
- Abonnementsaftaler og forsikringer
- Kontakt til myndighederne og Grundejernes Investeringsfond
- Huslejenævnssager
- Udarbejdelse af årsregnskab og budgetter
- Deltagelse i bestyrelsesmøder m.m.
- Afholdelse af generalforsamling
Gratis hjælp
Har I brug for en ny administrator, så kan Andelsportal.dk ganske gratis hjælpe jer i kontakt med nogle forskellige. Indsend blot jeres forespørgsel her.
I kan også stille et spørgsmål til en administrator via Andelsportal.dks gratis rådgivning.


















